På efterårs-feriens akvarel-kursus er der tid til at gå i dybden med komplekse landskabs-akvareller – man kan også male landskaber med figurer – eller gå op i store formater. Så kan man få min sparring i processen - og komme godt i mål med akvarellen.
Vi starter ud i samlet flok med at lære forskellige teknikker til at skabe dybde, perspektiv og atmosfære. Landskaber bygges ofte op i lag, der skal have tid til at tørre, så der er tid til at gå i dybden med landskabets teknikker på uge-kurset.
Særligt det realistiske landskab kræver præcis farve-blanding for at få perspektiv og dybde – samtidig med at det ikke må stivne, eller bliver ”over-arbejdet”. Jeg demonstrerer forskellige metoder som gør det nemmere at ramme farven – og opbygge en dybde i farven gennem lag af vibrerende farver. Dette er også godt til hav og himmel – og lys og skygge på naturens former.
Lys og skygge i et landskab afhænger også af lysets farve, som skifter med årstiden og tid på dagen. Det er vigtigt for atmosfæren – og faktisk også for realismen, for at et landskab ”føles rigtigt”.
Derfor går vi også i dybden med at vælge en farve-palette, som fremhæver lyset i dit landskab – så man næsten kan mærke temperaturen. Farve-blandinger der granulerer kan du også lære at bruge til teksturen i sten og klipper – eller træernes løv der flimrer.
Flydende vådt-i-vådt-teknikker kan give en udtryksfuld balance til en mere præcis realisme - og fange naturens liv og atmosfære.
Under kurset kan hver enkelt også få individuel sparring, hvis man vil male et særligt landskab – eller figurer i et landskab – eller gå op i store formater. Jeg kan hjælpe med valg af materialer, fremgangmåde og fin-justering undervejs af de teknikker som motivet kræver.
Flotte farveprints er inkluderet. Det er også muligt at få printet egne landskabs-motiver.
Medbring egne materialer - ekstra akvarelpapir og særlige farver kan købes på stedet i løbet af kurset.
Materialeliste:
- Farver: Citrongul, cadmium gul medium,
cadmium rød, alizarin crimson (også kaldet kraplak), magenta (hvert mærke kalder magenta noget forskelligt: Winsor og Newtons: ”Quinacridone magenta”, Schmincke: ”Purple magenta”, Rosa Ukraine: ”Magenta Rose”, White Nights: ”Quinacridone Rose”)
Ultramarinblå, preussisk blå
okker, brændt sienna, brændt umbra
Mangler du alligevel papir eller en farve, så kan vi løse det på stedet, så alle får det fulde udbytte af kurset.
- Akvarelpensler i forskellige størrelser
- Akvarelpapir i 100% bomuld – størrelse og overflade efter hvad du ønsker, samt billigere akvarelpapir til at teste farver og til hurtige landskabs-skitser.
- Blyant, viskelæder - helst knet-gummi hvis du har det
Man - fre 12. okt - 16. okt kl 10-15 inkl. en halv times frokostpause
Adresse: Ryparken 212 1. tv., 2100 København Ø. Mellem Hellerup og Ydre Østerbro. Gratis parkering. Bus 14 går til døren, 800m til s-tog ved Ryparken St., 1,2 km til Hellerup St. Man kan vælge at gå eller cykle gennem Ryparken Skovpark.
Max. 8 deltagere, så der er god tid til hver enkelt.
Pris: 3.400kr inkl. moms
2.720kr eks. moms
Framelding og tilbagebetaling kan ske indtil 3 uger før kurset starter mod et gebyr på kr. 300. Derefter er tilmeldingen bindende og kursusbetaling kan ikke refunderes.
Kan et hold ikke gennemføres pga. underviserens sygdom eller manglende tilmeldinger returneres hele kursus-prisen.
Fra 1. jan. skal der desværre lægges moms på kunst-undervisning pga. en EU-dom.
HUSK at gemme din kvittering, for der kommer muligvis et skattefradrag for at ”kompensere”.
Hvis det bliver vedtaget, vil du kunne trække kunst-undervisning fra i skat, gældende fra 1. jan 2026.
Spørgsmål?
Du er meget velkommen til at ringe til mig på 28 76 04 54, hvis du har spørgsmål til kurset.