På dette portræt-kursus i akvarel lærer du at kombinere lag-på-lag og vådt-i-vådt-teknikker. De to teknikker er gode sammen, til portrætter i akvarel - og du lærer en fremgangsmåde som du også kan bruge selv, på andre svære akvarel-motiver.
Du behøver ikke at kunne tegne, da jeg har skabeloner, som ansigtet hurtigt kan tegnes op med. Så kan man bruge alle sine kræfter på akvarel-portrættets teknikker. De er til gengæld lidt komplekse, så kurset er mest oplagt for dig der er letøvet eller øvet - og er nogenlunde til at blande farver. Ring endelig hvis du er i tvivl om niveauet.
Lag-på-lag er rigtig godt til at få styr på ansigtets former. Du lærer at benytte teknikken til at opbygge lys og skygge - og skabe dybde i hudens toner. Farve-blanding i portrættet gennemgår vi også på kurset - og lærer at blande hudtoner i lag - og med vådt-i-vådt, hvilket giver ret forskellige udtryk.
Vådt-i-vådt portrætter er svære, men resultatet kan blive fantastisk, når man lige har prøvet nogle gange. Det er en rimelig hurtig teknik, som kan give spændende skygger og virkelig fange "sjælen" i portrættet. Jeg har meget erfaring med teknikken, som er flot, men lidt ustyrlig. Den er dog rimelig enkel at lære. Særligt hvis man først har lavet et portræt med lag-på-lag-teknikken...
De to teknikker er tilsammen en smart måde at få hul på portrætter - og andre svære akvarel-motiver. De supplerer hinanden rigtig godt - og har ret forskelligt udtryk. Lag-på-lag er roligt at lave og godt til virkelig at se motivet, hvor vådt-i-vådt er godt til udtryk, ret ustyrligt, men til gengæld går det hurtigt!
Man kan også kombinere de to teknikker i portrætter, som man bygger op i lag af "fugtigt-på-fugtigt". Det kan blive ret realistisk - men også flot og poetisk i sit udtryk - og det forener de to teknikker.
Du får også masser af træning i at "løfte af" på kurset - og du lærer at male en baggrund der understreger portrættets udtryk.
Medbring egne materialer:
- Farver: Citrongul, cadmium gul medium,
cadmium rød, alizarin crimson (også kaldet kraplak), magenta (hvert mærke kalder magenta noget forskelligt: Winsor og Newtons: ”Quinacridone magenta”, Schmincke: ”Purple magenta”, Rosa Ukraine: ”Magenta Rose”, White Nights: ”Quinacridone Rose” – pigmentnummeret skal være P. R. 122)
Ultramarinblå, preussisk blå
okker, brændt sienna, brændt umbra
- Akvarelpensler i forskellige størrelser
- Glat eller fint akvarelpapir i 100% bomuld ca 30x40cm samt billigere akvarelpapir til at teste farver og til skitser.
- Blyant, viskelæder - helst knet-gummi hvis du har det
Mangler du alligevel papir eller en farve, så kan vi løse det på stedet, så alle får det fulde udbytte af kurset.
Lørdag d. 31. okt og søndag d. 1. nov kl 10-15.30 inkl. en halv times frokostpause.
Kaffe, the, kage og frugt inkluderet – medbring bare en madpakke (ellers man kan smutte over gaden i Netto)
Adresse: Ryparken 212 1. tv., 2100 København Ø. Mellem Hellerup og Ydre Østerbro. Gratis parkering. Bus 14 går til døren, 800m til s-tog ved Ryparken St., 1,2 km til Hellerup St. Man kan vælge at gå eller cykle gennem Ryparken Skovpark.
Max. 8 deltagere, så der er god tid til hver enkelt.
Pris: 1.600kr inkl. moms
1.280kr eks. moms
Framelding og tilbagebetaling kan ske indtil 3 uger før kurset starter mod et gebyr på kr. 300. Derefter er tilmeldingen bindende og kursusbetaling kan ikke refunderes.
Kan et hold ikke gennemføres pga. underviserens sygdom eller manglende tilmeldinger returneres hele kursus-prisen.
Fra 1. jan. skal der desværre lægges moms på kunst-undervisning pga. en EU-dom.
HUSK at gemme din kvittering, for der kommer muligvis et skattefradrag for at ”kompensere”.
Hvis det bliver vedtaget, vil du kunne trække kunst-undervisning fra i skat, gældende fra 1. jan 2026.
Spørgsmål?
Du er meget velkommen til at ringe til mig på 28 76 04 54, hvis du har spørgsmål til kurset.