Vinter

Vinter er en permanente udstilling af Anne Skole Overgaard, Anne Munnecke, Maja Gade og Marie Melchiorsen på Kfuk-kollegiet i indre by i København.

Udstillingen består af en række vægmalerier, der udsmykker en af kollegiets lange, labyrintiske gange.

Vinter er nummer fire i en udstillingsrække kurateret af Anne Skole Overgaard: Udstillingerne Forår, Sommer og Efterår foregik i en blomsterhave, på en S-togsstation og i en konvolut.

Anne Skole Overgaard har malet rejseerindringer fra storslåede landskaber, med udgangspunkt i fotografier af bjerge som gangens beboere har taget på rejser rundt om i verden.
Maja Gade arbejder med moirémønster i vægmalerierne Fantasmagoria.
Anne Munnecke har taget udgangspunkt i det traditionelle stjernemotiv fra strikkede islandske trøjer og forstørret det op i stor skala, mens Marie Melchiorsen arbejder med perspektiv og rum i vægmaleriet Foldevæg.

INTERVIEW AF SIGNE AARESTRUP

Udgangspunktet for udsmykningen er 'spændingsfeltet mellem vinterens indadvendthed og udlængsel'. Kan I sige lidt mere om det?

Anne Munnecke: Mht. spændingsfeltet tror jeg, at de fleste kan nikke genkendende til den mærkelige dobbelthed, der opstår hos os danskere om vinteren. På den ene side vil vi bare ligge hjemme og hygge om vinteren. Vi går ikke så meget ud når det er koldt, men vil hellere have en kop the på sofaen. På den anden side vil vi bare væk! Vi drømmer om sommeren og går og ønsker, at vi bare havde tid og råd til at hive 2 måneder ud af kalenderen og tage sydpå. Vi dyrker vinter-hyggen, samtidigt med at vi også gerne vil undslippe den.

Jeres værker adskiller sig tydeligt fra hinanden, men indgår i det samme forløb gennem gangen. Hvad har de til fælles?

Maja Gade: Vi har brugt den samme farveskala med mere elle mindre hvid i. Jeg har f.eks brugt nogle af de samme farver til mine mønstre, som Anne Munnecke har brugt i sit stjernemønster.

Marie Melchiorsen: Farverne giver på den måde en gennemgående fornemmelse af fællesskab. Meget apropos gangforløbet, som jo er et gennemløbende fællesrum.

I skriver, at I ønsker at udvide kollegiets smalle gang, både visuelt og mentalt. Vil I uddybe, hvad jeres tanker er omkring det?

Marie Melchiorsen: For mig handler det om at anskue gangen som mere end en gennemgang. Det er et 'opholdsrum', hvor beboerne kommer i berøring med hinanden, fysisk og mentalt. Vi laver fikspunkter, så gangen ikke bare bliver samme lange forløb men får personlighed i form af de forskellige malerier, så man kan tale om forskellige steder på gangen. Yndlingssteder, hadesteder, mødesteder... Det er både en forholden sig til det visuelle og det mentale. Desuden er min Foldevæg et visuelt forsøg på at åbne væggen op ved hjælp af perspektiv, og det kan jo også virke mentalt udvidende.

Anne Munnecke: Både Marie og Maja har især arbejdet med den visuelle udvidelse af rummet i deres værker, der handler meget om perception og perspektiv. Og jeg synes, at Anne Skole har udvidet det meget mentalt, da hendes værk sætter fokus på udlængsel, rejselyst og eventyrlyst.

Jeg mener også, at mit værk ligger i 'mental-udvidelseskategorien'. Stjernen udvider faktisk slet ikke rummet visuelt, snarere tværtimod, den kan godt virke lidt trykkende. Det er en meditation, over den dobbelthed jeg nævnte før med vinter-hyggen og klaustrofobien. Den er dog ikke ment som en tung reminder, men mere som et indspark i en længere tankerække man kan have omkring fænomenet vinter på godt og ondt.

Kfuk-kollegiet kalder I for et lidt 'skævt' sted, da det, til forskel fra gængse kollegier, er hjem for både studerende og personer, der ikke læser. Hvordan har I taget højde for den her udvidede publikumsgruppe?

Marie Melchiorsen: Jeg synes, at vores værker er så tilpas forskellige, at der er noget for enhver smag. De har fået noget nyt ind på kollegiet, som de kan tale om, noget de bliver fælles om, på kryds og tværs, om det er gode eller dårlige meninger, så udveksles de på tværs af de forskellige beboere, og der opstår noget nyt dem imellem.

Anne Munnecke, du har arbejdet med det traditionelle stjernemotiv, der kendetegner islandske sweatre. En beklædningsgenstand vi ofte forbinder med noget man 'putter' sig i, mens man venter på at sommeren kommer retur. Men hvad ligger der ellers i det her mønster?

Anne Munnecke: En striktrøje er jo som sagt en beklædningsgenstand, man forbinder med tryghed og varme men ved at blæse stjernemotivet op i kæmpeskala, stilisere den og dreje dens farver, bliver den også foruroligende og uoverskuelig. Jeg synes, at den kunne fungere rigtig godt som tegn på netop "vinterens dobbelthed". Hvordan man på den ene side synes, at der er noget hyggeligt, hjemligt og fredfyldt ved vinteren og på samme tid kan finde årstiden indkapslende, klaustrofobisk og uoverskuelig at komme igennem.

Desuden passede det jo ekstra godt, at strikkede stjerner i virkeligheden ikke skal forestille stjerner men er stiliserede iskrystaller. Og striksweatre med stjernemotiver er også en kæmpe souvenir-industri i Skandinavien, og noget mange turister køber med hjem efter en tur i norden, så det passede på en måde også godt ind i hele rejse- og udlængselstemaet.

Marie Melchiorsen, du har malet en foldevæg på kollegiets mur. Jeg kommer til at tænke på hvordan man måske kan folde bevidstheden og fantasien ind og ud som en anden musetrappe - men hvad tænker du?

Marie Melchiorsen: Ja, det er et fint billede, en visuel og mental musetrappe. Jeg har valgt, at maleriet skulle være på den snævreste del af gangen, uden vinduer og døre, så her var ret tæt og ingen åbninger og så meget desto mere mulighed for at udfolde, og/eller 'indfolde'. Det bevidste og ubevidste er vel netop foldet hen over hinanden som en musetrappe, hvor man så går i den ene eller anden retning, bevidst eller ubevidst. Som at gå på gangen, i egne tanker og i mødet med andre.

Desuden starter man med at være meget bevidst om maleriets 'funktion', indtil det bliver en del af ens hverdag og således mere ubevidst. Mine farvefelter er en henvisning til de andre dele af gangens døre, som er den personlige indgang til beboernes private rum, og som i de fleste tilfælde har personligt valgte farver. Det gør maleriet til en del af et 'flow', men samtidig er det skyggesiderne i foldevæggen, som sagtens bare kan ses som farveflader, musetrappe, hurlumhejhus, etc.

Maja Gade, dine værker tager form af flimrende, farvede formationer og har fået titlen Fantasmagoria. Fantasmagoria var oprindeligt en form for teater, hvor man med en særlig lampe projekterede uhyggelige figurer op på en væg eller et lærred. Kan du fortælle lidt mere om dit vægmaleri?

Maja Gade: Når jeg bruger Fantasmagoria som værktitel, tænker jeg mere på den effekt et fantasmagoria giver, altså et drømmeagtigt stadie hvor virkelige og forestillede elementer smelter sammen. Hvor det er svært at skelne mellem det som egentlig er og éns sanseoplevelse. Jeg er optaget af det område, hvor vores sanser bedrager os, i det her tilfælde er det synet. Man kan vel tale om en mild form for hallucinerende effekt, mønstrene flimrer, fordi vores sanser bliver snydt.

Når man går ned af den smalle gang, følger det bølgeformede mønster kroppens bevægelser. Mønstrene ændres sammen med éns fysiske bevægelse, ved at de flimrer mere på afstand, end når man står lige foran dem. Det skaber en vekselvirkning mellem synsbedraget og det egentlige mønster.

Anne Skole Overgaard, du bor selv på kollegiet og har inddraget de øvrige beboere i dit værk ved at inkorporere elementer fra deres personlige feriefotos. Hvad betyder det for dit værk og udsmykningen som helhed?

Anne Skole Overgaard: Det betyder, at jeg har kunnet se en masse muligheder, fordi jeg både kender beboerne og den konkrete udformning af gangen rigtig godt. Der er et 10 cm bredt "udhak" på væggen, som spiller en afgørende rolle i mit værk. Dér brydes en helt enkel, hvid bjergkæde af en smal, meget detaljeret og kulørt strimmel af bjerglandskabet. Det virker, som en sprække ind til et sted, som er helt anderledes end gangen og dagligdagens rum. Men sprækken er for smal til, at man rigtig ville kunne mase sig igennem. Måske kommer værket på den måde til at handle om en længsel efter steder eller tilstande, som ikke rigtig kan nås.

Jeg har lavet værket ud fra mange forskellige fotos af bjerge som dem som bor der har taget på rejser. Der er fotos fra Island, Japan, Østrig, Italien og forskellige steder i Sydamerika, men jeg har kædet dem sammen til én lang abstraheret bjergkæde. Det betyder at nogle af dem, som ser værket, oplever nogle bestemte ting, da de forbinder et bestemt bjerg med en meget intens rejseoplevelse. Andre mennesker ser måske bare en silhuet af nogle bjerge som kunne være hvad som helst og hvor som helst. Jeg tror at vi altid oplever kunst og verden ud fra vores erfaringer og i dette værk bliver det meget konkret, hvordan folks forskellige erfaringer påvirker deres oplevelse og aflæsning af værket.