FØRST UD - SÅ IND

J. F. Willumsen skriver kort før sin 50 års fødselsdag i 1913, at han føler sig ufri i Den Frie Udstilling - den kunstnersammenslutning han selv har været med til at starte i 1891, som protest mod Charlottenborgs monopol på den danske kunstscene. Den Fries mod-udstilling til den årlige "ufrie" censurerede udstilling på Charlottenborg blev en skandale-succes, så stor at entré-indtægterne kunne bruges til at bygge deres eget udstillingssted Den Frie Udstillingsbygning.

Ved at slutte sig sammen blev kunstnerne så magtfulde, at de brød Charlottenborgs konservative kunstneriske dagsorden. Den Frie var i 1893 de første til at udstille Van Gogh og Gauguin i Danmark, en udstilling, der også affødte meget debat og mange besøgende.

"Jeg er led og ked af al Udstillingsvæsen og Udstillingskammeratskab…" skriver Willumsen altså 20 år senere, hvor han overvejer at melde sig ud af Den Frie Udstilling for at blive fri igen. Der er konflikter omkring, hvordan billedhuggerne skal optages, og han beskriver kunstnerne som kammerater, der samtidig var hinandens værste konkurrenter.

Stærke fællesskaber kan både bruges til at udrette ting, man ikke tror er muligt, men de kan også bruges til uhyggeligt effektivt at lukke af for kritik og få folk til finde sig i det mest utrolige. Det oplevede mine forældre, da de var med til at bygge Tvind-møllen sidst i 70'erne.

Nogle mener måske, at en vis ensretning er forudsætning for en gruppes handlekraft, men med Udstillingsstedet Sydhavn Station prøver vi at bevare hver vores frihed - f.eks. til helt selv at bestemme, hvilke udstillinger vi hver især vil arrangere. Samtidig er vi virkelig produktive - tilsammen arrangerer vi ti udstillinger om året og har gjort det siden 2012. Udstillingerne er ikke lavet ud fra ét fælles kunstsyn eller blik på verden. Vi arbejder ikke hen imod et fælles mål, men har derimod et fælles udgangspunkt. Det særlige sted på S-togsstationen var vi alle sammen begejstrede for - Sydhavn Station er vores fælles afsæt, hvorfra vi hver især og i fællesskab finder ud af, hvor dét kan lede hen. Det har også ført os steder hen, vi slet ikke havde som mål, bl.a. det at udstille sammen, som en slags gruppe, i Hamborg, Californien, Holstebro og nu på Den Frie.

Til denne udstilling har jeg arbejdet med motiver, som jeg har set tæt på, hvor jeg bor, når jeg er i Italien, dér hvor min kæreste kommer fra. Blomsterkrukken står foran hans tantes hus og overfor ligger kinesernes fabrik. Ingen ved ikke rigtig, hvad de laver, sikkert tøj eller sko. Ind imellem kommer en ny gruppe unge kinesere for at arbejde på fabrikken. Vi hilser, når vi møder dem på stien, hvor vi går tur. Planterne har jeg set ind ad vinduet på et forladt hus ved siden af tantens hus. Ejeren opbevarer planterne i det tomme hus om vinteren for at beskytte dem mod frost.

Måske er der en fornemmelse af at være lukket ude af billederne, at der er noget, man ikke har adgang til. Jeg er både hjemme og fremmed, når jeg er i Italien. Måske medvirker dét til, at billederne lukkes af med hegnet eller med vinstokkene. Værkerne viser genkendelige motiver og ting, der gengives omhyggeligt i forskellige former for realisme. Alligevel virker de fremmede og sære - måske netop på grund af den samvittighedsfulde præcision.

Fortolkningen bliver nok forsimplet, hvis man blot ser disse værker i forbindelse med diskussionen om grupper og fællesskaber, og om man er en del af en kultur og et sted eller ej. Min metode handler om at se ting omkring mig, at insistere på disse oversete dagligdags motiver og gøre dem til billeder.

Anne Skole Overgaard

Flere fotos af udstillingen