Fortsætter-kursus i akvarel med udgangspunkt i dine ønsker til motiver og teknikker. Kurset er for dig der har nogenlunde styr på at blande farver og kender de grundlæggende teknikker som lag-på-lag, vådt-i-vådt og lavering. I overskuelige trin lærer du at male ”avancerede akvareller”. Det kan f. eks. være mennesker i et landskab, portrætter eller blomsterbuketter, opstillinger med reflekser – eller abstrakte akvareller. Kun fantasien sætter grænser...
Ud fra holdets ønsker til motiver, lærer du nyttige ”grund-opskrifter” på de sværere akvareller. Du lærer også hvordan teknikkerne kan bruges på andre motiver. Så du ved hvordan man starter, kender teknikkernes trin og finesser – og ved hvad der er vigtigt at huske.
Du lærer at blande de sværere farver, så det føles let og sikkert – og få helhed i akvarellen. Liv og stemning i akvarellen fokuserer jeg også på – med udgangspunkt i den enkeltes udtryk. Nogle elsker fordybelsen i at male fine detaljer – andre elsker at male hurtigt, hvor akvarellen ”stikker af” og flyder. Det personlige udtryk er vigtigt for mig at understøtte - jeg kan også hjælpe dig med at skærpe din kunstneriske retning.
Ved de sværere akvareller bliver forberedelser vigtigt: Derfor viser jeg smarte teknikker til at optegne akvareller. Du lærer hurtige skitse-teknikker, som giver lys og skygge og dybde – og vi træner penselstrøget. Jeg har gode maleplader og giver råd om at spænde papiret op, så det ikke buler - det er særligt vigtigt i landskaber, vådt-i-vådt og større akvareller.
Hvis der er interesse for det, underviser jeg også i nye, spændende materialer som akvarel-grunder i hvid, sølv og guld, perlemor- og metallic-akvareller, som jeg har meget erfaring med selv. Jeg giver også råd om materialer som understøtter den enkeltes udtryk.
Efter kurset kan man fortsætte på "Avancerede akvareller" de 5 onsdage i april-maj, hvor vi maler nye akvareller.
Medbring egne materialer: akvarelfarver, akvarelpapir, pensler, blyant og alm. papir til skitser/noter. Første gang kan jeg give hver enkelt råd om køb af materialer – så bare medbring dét du plejer at bruge.
Det er muligt at købe ekstra akvarel-papir og farver, så man ikke pludselig står og mangler.
Flotte farveprints at male efter er inkluderet i prisen.
5 onsdage: 25. feb - 25. marts kl 10-13 inkl. en lille pause – kaffe, the, frugt og kage inkluderet.
25/2, 4/3, 11/3, 18/3 og 25/3
Adresse: Ryparken 212 1. tv., 2100 København Ø. Mellem Hellerup og Ydre Østerbro. Gratis parkering. Bus 14 går til døren, 800m til s-tog ved Ryparken St., 1,2 km til Hellerup St. Man kan vælge at gå eller cykle gennem Ryparken Skovpark.
Max. 8 deltagere, så der er god tid til hver enkelt.
Pris: 1.700kr
Framelding og tilbagebetaling kan ske indtil 3 uger før kurset starter mod et gebyr på kr. 300. Derefter er tilmeldingen bindende og kursusbetaling kan ikke refunderes.
Kan et hold ikke gennemføres pga. underviserens sygdom eller manglende tilmeldinger returneres hele kursus-prisen.
Pris fra 1. jan 2026: 2.125kr
Pga. nye EU-regler skal man desværre lægge moms på privat kunst-undervisning, for kurser solgt fra 1. jan. Dvs. hvis man køber kurset inden nytår, sparer man momsen.
Spørgsmål?
Du er meget velkommen til at ringe til mig på 28 76 04 54, hvis du har spørgsmål til kurset.